En animationsperle så langt fra CGI-fast food, som tænkes kan. Faktisk så gammeldags, at den føles eksperimentel.
Da en fattig bonde finder en baby i et bambusskud, starter et eventyr, der er…
En animationsperle så langt fra CGI-fast food, som tænkes kan. Faktisk så gammeldags, at den føles eksperimentel.
Da en fattig bonde finder en baby i et bambusskud, starter et eventyr, der er hjerteskærende og smukt som få. Bonden og hans kone opdager kort derefter guld i skoven. Med deres nyfundne rigdom flår de Kaguya ud af hendes lykkelige liv på landet og planter hende i hovedstaden. Hun vokser op til en smuk, ung kvinde, som bejlerne flokkes om, og prinsessen sender fem af dem på missioner for at vinde hendes hjerte.
De håndtegnede billeder flyder som en flod af delikate, detaljerede akvareller, mens kulskitserne bibringer ekspressiv energi, og blækstreger giver liv til glimtende sollys, blomstrende blomster og dansende snefnug.
Instruktøren Isao Takahata grundlagde sammen med Hayao Miyazaki det navnkundige Studio Ghibli. Baseret på et folkeeventyr fra det 10. århundrede står filmen som en af Studio Ghiblis største bedrifter med en ekspressiv malet stil, inspireret af japansk kunst fra Heianperioden.
Anbefales fra 10 år (danske undertekster).
Medvirkende: Aki Asakura, Kengo Kôra, Takeo Chii, Nobuko Miyamoto (stemmer)
Original titel: Kaguyahime no monogatari
Instruktør: Isao Takahata
Japan, 2013
DCP, 137 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år