Utallige film fra nyere tid omhandler den spanske borgerkrig. Men de senere år er også kolonitiden gentagne gange taget op til revision. Et af de seneste skud på stammen, ’1898: De sidste på…
Utallige film fra nyere tid omhandler den spanske borgerkrig. Men de senere år er også kolonitiden gentagne gange taget op til revision. Et af de seneste skud på stammen, ’1898: De sidste på Filippinerne’, omhandler en gruppe soldater, der sættes på den umulige opgave at forsvare en af kolonimagtens sidste bastioner mod den filippinske oprørshær.
’1898: De sidste på Filippinerne’ er en storfilm i ordets bedste betydning. Vanvittigt flotte junglebilleder går ubesværet hånd i hånd med indfølte og kliché-rensede portrætter af menige soldater såvel som officerer, på begge sider af konflikten.
1898 var året, hvor Spanien mistede kolonierne i Caribien og Filippinerne i den spansk-amerikanske krig. Intetanende om krigens udbrud har de spanske soldater forskanset sig i en kirke dybt inde i den filippinske jungle. Sult, desillusion og rygter om koloniens mulige fald forstærker gruppens indre splid.
Medvirkende: Luis Tosar, Javier Gutiérrez, Álvaro Cervantes, Karra Elejalde, Carlos Hipólito
Original titel: 1898: Los últimos de Filipinas
Instruktør: Salvador Calvo
Spanien, 2016
DCP,
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år