Argentina byder i år bl.a. på denne herligt uforudsigelige (u)venskabs- og (svindler)komedie, som udspiller sig i Buenos Aires og Jujuys smukke bjerge. I centrum står den koleriske malerkunstner…
Argentina byder i år bl.a. på denne herligt uforudsigelige (u)venskabs- og (svindler)komedie, som udspiller sig i Buenos Aires og Jujuys smukke bjerge. I centrum står den koleriske malerkunstner Renzo Nervi (Luis Brandoni) og hans mangeårige agent Arturo (Guillermo Francella), der nogenlunde loyalt accepterer den stadigt dalende markedsinteresse og Renzos evne til at smadre selv de mest overkommelige relanceringsforsøg. Det er den gamle krig mellem kunst og kommers, der her er sat morsomt på spidsen.
Filmen veksler mellem screwball-genrens vittige replikker og grum, sort humor, hvor latteren stikker i halsen. Men undervejs hudfletter instruktør Gastón Duprat kunstbranchen med en indsigt, der hæver filmen langt over karikaturen, og da en katastrofe rammer duoen, bliver den sågar til et fint studie i menneskelig ømhed og økonomisk kreativitet.
Strålende skuespillere – også i birollerne – gør det nemt at elske denne sorte perle. Og det er ikke spor dårligt klaret af en satire om fusk og rungende misantropi!
Medvirkende: Andrea Acatto, Lucas Aranda, Raúl Arévalo
Original titel: Mi obra maestra
Instruktør: Gastón Duprat
Argentina, Spanien, 2018
DCP,
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år