Titlens kroner er såmænd vores danske møntfod – og de tre kroner den pris, en ung student i Warszawa skal betale for at få ophold på et skib. Han er motiveret, for han har lige begået et mord. Men…
Titlens kroner er såmænd vores danske møntfod – og de tre kroner den pris, en ung student i Warszawa skal betale for at få ophold på et skib. Han er motiveret, for han har lige begået et mord. Men manden med passet til hans frihed, en sømand, betinger sig lov til at fortælle sin historie først. Og kender man instruktøren Raoul Ruiz bare en smule, så ved man, at hvis man åbner for skrønehanen og skænker op i glasset, så kan ALT ske!
Filmen slår fra sort/hvid over i farve, mens vi får eventyret foldet ud. Det går verden rundt: Fra Valparaíso i Chile til Buenaventura i Colombia, via Singapore og Tanger i Marokko til Tampico i Mexico. I Dakar kommer de tre danske kroner pludselig i spil igen.
Dette er en film fyldt med sammentræf, skæbnevangre møder, skumsprøjt og overraskende sceneovergange og kameravalg. Bag linsen står ingen ringere end Sacha Vierny (1919-2001), fotografikonet fra et hav af intellektuelle mesterværker, bl.a. 'Hiroshima, min elskede', 'Dagens skønhed' og de fleste af Peter Greenaways højæstetiserede værker.
Hold dig skarp til det sidste. Filmen slutter med en umulig scene, der nærmest kan siges at koge Ruiz' samlede filmfilosofi ned til ét møde!
Medvirkende: Jean-Bernard Guillard, Philippe Deplanche, Nadège Clair
Original titel: Les trois couronnes du matelot
Instruktør: Raoul Ruiz
Frankrig, 1983
35mm, 117 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år