Vi giver ordet til instruktør og forfatter Raoul Ruíz, for ingen kan pitche denne helt unikke film bedre end ham selv:
"Filmen drejer sig om konceptet sæbeopera. Strukturen er baseret på den…
Vi giver ordet til instruktør og forfatter Raoul Ruíz, for ingen kan pitche denne helt unikke film bedre end ham selv:
"Filmen drejer sig om konceptet sæbeopera. Strukturen er baseret på den antagelse, at virkelighedens Chile ikke findes, men snarere består af et sæbeopera-ensemble. Der er fire audiovisuelle provinser, og krigen truer mellem fraktionerne. De politiske og økonomiske problemer er nedsænket i en gelé af fiktion og opdelt i aftenepisoder. Hele den chilenske virkelighed ses fra sæbeopera-perspektivet, der igen fungerer som et afslørende filter for samme virkelighed.”
Filmen havde sin premiere i 2017, men blev påbegyndt tilbage i 1990. Ruiz døde selv i 2011, så filmen er færdiggjort af Ruiz’ enke og samarbejdspartner, Valeria Sarmiento. Det er blevet en tidskapsel, der vinder på at udkomme med 30 års forsinkelse, for det at se en ny gammel film passer perfekt ind i Ruiz’ tidsforståelse, hvor Historien (med stort H) og historier (filmenes) væves sammen i vidunderlige spiralbevægelser.
Der er også en smuk logik i, at Ruiz med en af sine posthume film hylder telenovela'en eller tv-sæbeoperaen – en genre, som over årene skifter kurs i takt med skiftende forfattere, publikumsønsker og trends. Instruktørens kreative malkning af telenovelaen indfanger nemlig også Ruiz' B-films-begær i al sin legesyge alvor.
Medvirkende: Luis Alarcón, Patricia Rivadeneira, Francisco Reyes
Original titel: La telenovela errante
Instruktør: Valeria Sarmiento, Raoul Ruiz
Chile, 2017
DCP, 80 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år