Cinemateket

Brutal, vred – og berettiget. Genreklassikeren ’Witchhammer’ tager afsæt i en grum, autentisk heksejagt i 1600-tallet, men blev lavet som en allegorisk kommentar til den måde, kommunistpartiet i 1960’ernes Tjekkoslovakiet tvang underskrifter og tilståelser frem hos borgerne gennem falske anklager, stikkeri og trusler om social udstødelse. Den sans for smertelig aktualitet giver filmen en helt særlig styrke.

Den lokale præst Kryštof Lautner at nære skepsis, da en indkaldt inkvisitor, Boblig, dømmer en ældre kvinde for hekseri. Hun er langtfra den eneste, Boblig har fået smidt på bålet.

Men da Lautner begynder at stille kritiske spørgsmål til inkvisitorens praksis og motiver, kommer han og hans nærmeste selv i krydsilden. Ikke mindst den unge, smukke kok Zuzana, som Lautner har et godt øje til (det har filmfotograf Josef Illík tydeligvis også, særligt når hun bader).

’Witchhammer’ er filmet i elegant sort/hvid. Den begynder dampende sanseligt i en badestue kun for kvinder, men senere rykker vi ind i slotsgemakkerne, hvor spidsborgere og gejstlige mæsker sig iført parykker og spiller violin ved bordet.

Filmen er et uvant miks af periodedrama, magtanalyse og en sønderlemmende kritik af hykleri og misogyni, der bringer minder om vores hjemlige Carl Th. Dreyers heksejagtsfilm ’Vredens dag’ og ikke mindst tortur- og retsdramaet i ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’.

”Subversiv, uafrystelig, grumt fascinerende – tåler fint sammenligning med ’Djævlene’,” skriver filmkritikeren James Evans med reference til Ken Russells engelske film fra 1971. Medvirkende: Vladimír Smeral, Elo Romancik, Josef Kemr
Original titel: Kladivo na carodejnice
Instruktør: Otakar Vávra
Tjekkoslovakiet, 1970
DCP, 107 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år