Jonas Mekas’ første store dagbogsfilm – med undertitlen: Diaries, Notes & Sketches. Materialet stammer fra årene 1964-69 og dokumenterer den kunstscene i New York, som den litauiskfødte immigrant…
Jonas Mekas’ første store dagbogsfilm – med undertitlen: Diaries, Notes & Sketches. Materialet stammer fra årene 1964-69 og dokumenterer den kunstscene i New York, som den litauiskfødte immigrant lidt efter lidt var blevet en del af. Men samtidig viser filmen også, hvordan filmmageren konstant eksperimenterede med sit 16mm Bolex-kamera og forsøgte at aftvinge det nye udtryk og effekter i sine bestræbelser på at omsætte øjeblikket til visuel poesi. I filmens fragmentariske sekvenser brydes konstant to tidsplaner: den nutid, der udspiller sig foran kameraets linse, og den fortid, fotografen bærer med sig, og som i en eller anden grad altid er bestemmende for motivvalget. Og en lignende form for forskydning i tid og rum er også på spil i forholdet mellem billeder og lyd, hvor det eksempelvis er et genkommende greb at anvende udendørs lyde som underlægning for indendørs scener og omvendt. I den forstand er ’Walden’ et monumentalt eksperiment med at udvikle et nyt filmsprog. Men først og fremmest er filmen en realisering af filmmagerens credo: “I make home movies – therefore I live. I live – therefore I make home movies.” Blandt de medvirkende er: Stan Brakhage, Tony Conrad, Carl Th. Dreyer, Timothy Leary, Marie Menken, Gregory Markopoulos, Allen Ginsberg, Andy Warhol, The Velvet Underground, Ken Jacob, John Lennon og Yoko Ono.
Instruktør: Jonas Mekas
USA, 1969
DCP, 180 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år