Forestil dig 'True Detective' på japansk: Den dystre thrillergenre kombineret med komplekse iagttagelser vedrørende familiebånd, fraværende fædre og ensomhed. Antydninger, tegn, mistænksomhed.
Så…
Forestil dig 'True Detective' på japansk: Den dystre thrillergenre kombineret med komplekse iagttagelser vedrørende familiebånd, fraværende fædre og ensomhed. Antydninger, tegn, mistænksomhed.
Så har du en fornemmelse af, hvor meget den Cannes-feterede instruktør Hirokazu Kore-eda bevæger sig ud i nyt terræn med ’Det tredje mord’.
Advokaten Shigemori skal forsvare den mord-anklagede Misumi, som allerede fra starten har erklæret sig skyldig. Shigemori er i første omgang mest optaget af at finde den bedste forsvarsstrategi, men eftersom Misumi konstant ændrer forklaring, begynder han at betvivle, hvorvidt man overhovedet kan komme ind til sandheden. Og hvis man ikke kan nå sandheden, kan man så overhovedet dømme?
”Ligesom Kurosawa (i ’Rashomon’) ønsker Kore-eda i ’Det tredje mord’ at diskutere, hvordan enhver gengivelse af en begivenhed er formet af munden, som fortæller. Alle mennesker har deres personlige bevæggrunde for at skabe deres udgave – især når det foregår inden for et retssystem, som for at opretholde sin legitimitet insisterer på én udgave af sandheden,” skrev Peter Skovfoged Laursen i Filmmagasinet Ekko, hvor han gav filmen fem stjerner:
”Især samtalerne i fængslet mellem Shigemori og Misumi udvikler en særegen magi, fordi Kore-eda tillader, at deres relation forbliver gådefuld. Disse scener er filmet i intense nærbilleder med en spøgelsesagtig brug af refleksioner i glasvæggen, som adskiller de to mænd.”
Medvirkende: Masaharu Fukuyama, Kôji Yakusho, Suzu Hirose, Shinnosuke Mitsushima
Original titel: Sandome no satsujin
Instruktør: Hirokazu Kore-eda
Japan, 2017
DCP, 124 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år