’D.A.D - True Believer’ blev til, da Danmarks konger af de skrå brædder fejrede sine første 25 år på landevejen og alverdens scener, og dokumenterer uden filter gruppen gennem dens op- og nedture,…
’D.A.D - True Believer’ blev til, da Danmarks konger af de skrå brædder fejrede sine første 25 år på landevejen og alverdens scener, og dokumenterer uden filter gruppen gennem dens op- og nedture, koncerterne, festerne, diskussionerne, kriserne og triumferne. Alt sammen skudt af kvartettens femte medlem, Torleif Hoppe, som har været med gennem alle årene og stået for lys, scenografi, animationer, musikvideoer mm. – og designede Molly, det legendariske kohoved, der fungerer som D-A-Ds skytsengel.
Filmen er en slags roadmovie-portræt af en flok venner, som bare ikke kan lade være med at spille rock. Den følger dem fra tiden som alternative cowpunkere i 1980’erne til positionen som ”folkets band” anno 2008, og den viser flere sider af livet som rock ’n’ roll-kendis, end musikdokumentarer normalt gør. Vi er f.eks. helt tæt på firkløveret den skæbnesvangre festivaldag i Roskilde 2000, da det skal bestemme sig for, om det vil spille på Orange Scene, hvor ni mennesker netop har mistet livet. Og vi er med, når bassist Stig Pedersen punkterer i sin bil og skal have den repareret af en krejler, der straks vil hyre D-A-D til at spille til hans havefest!
Medvirkende: Jesper Binzer, Jacob Binzer, Stig Pedersen, Peter Lundholm Jensen, Laust Sonne
Instruktør: Torleif Hoppe
Danmark, 2008
35mm, 94 min.
Dansk tale
Tilladt for alle