Moving

Shinji Somai, 1993
Renko er en energisk pige i 6. klasse, hvis hjerte går i tusind stykker, da hendes forældre meddeler, at de skal skilles. Renko nægter at acceptere sin nye tilværelse uden videre. Hun skjuler…
Renko er en energisk pige i 6. klasse, hvis hjerte går i tusind stykker, da hendes forældre meddeler, at de skal skilles. Renko nægter at acceptere sin nye tilværelse uden videre. Hun skjuler skilsmissepapirerne, spæner vægelsindet rundt, spærrer sig inde på sit værelse og drømmer om en foreningstur ved Biwa-søen, hvor den lille familie engang holdt ferie. Indestængt og ked af det, men samtidig drevet af en kluntet nysgerrighed og opdagelsesiver, bevæger Renko sig rastløst igennem Kyotos gader og afkroge.

Følelsernes opdragelse og Renkos hverdag danner filmens ramme, i hvert fald lige indtil den ramme overskrides og noget grundlæggende virkeligt forsvinder. Renkos perspektiv skubber til filmens logik og farver dens struktur. Det hele foregår så umærkeligt og blidt, at man ikke nødvendigvis opdager det med det samme. En imponerende forening af hjemligt drama og filmisk-metafysiske mulighedsrum. Netop det var en af instruktør Shinji Somais store egenskaber, og i ’Moving’ skaber han i scene efter scene en dynamisk relation mellem Renko og hendes omgivelser.

Somai rodfæster filmen i relativt lange, uafbrudte indstillinger, som han lader karakterernes uforudsigelige adfærd spille med og op imod. For Somai var formålet med de lange indstillinger ikke at anlægge et rigidt formsprog, men at arbejde med skuespillernes såvel som filmholdets energi – “to burst through the frame from within,” som den japanske filmskaber Ruysuke Hamaguchi formulerede det i et nyligt hyldestessay til sin landsmands filmkunst. Shinji Somai valgte de greb, som var nødvendige for, at hans karakterer kunne brænde igennem, og i ’Moving’ er Renkos livskraft så stærk, at billedet ligefrem står i flammer.


Medvirkende: Tomoko Tabata, Junko Sakurada, Kiichi Nakai, Tsurube Shofukutei
Original titel: Ohikkoshi
Instruktør: Shinji Somai
Japan, 1993
DCP, 124 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Se mere

Film i serien – Tusind sole

25. sep

Tusind sole præsenterer: ’The Last Dive’

Se alle