’The Unseen’ er en rørende og visuelt nyskabende dokumentar, der giver stemme til en usynlig del af samfundet: Hjemløse kvinder i Teheran. Hver gang der er fint udenlandsk besøg, rydder myndighederne…
’The Unseen’ er en rørende og visuelt nyskabende dokumentar, der giver stemme til en usynlig del af samfundet: Hjemløse kvinder i Teheran. Hver gang der er fint udenlandsk besøg, rydder myndighederne byens gader for "uønskede elementer" som stofmisbrugere og prostituerede. Mændene løslades hurtigt, men kvinderne bliver permanent interneret i afsidesliggende centre, hvor de bliver juridisk og socialt usynlige.
Instruktør Behzad Nalbandi fik i løbet af en enkelt dag adgang til sådan et center, og hans autentiske interviews med kvinderne, optaget i hemmelighed, er her kombineret med stop-motion animation i papkasse-pap (!). Denne kreative tilgang beskytter deres identitet og understreger samtidig den barske virkelighed, mange af kvinderne lever i på gaden.
Gennem deres bevægende og overraskende personlige fortællinger beskriver filmen både kønsdiskrimination, stofmisbrug og systemisk uretfærdighed. Men også kvindernes drømme for en bedre fremtid.
’The Unseen’ er bl.a. blevet vist på IDFA-festivalen i Amsterdam og på DOK.fest München. Filmen er en kraftfuld påmindelse om, hvordan samfundet ofte overser de mest sårbare, men også hvordan kunsten kan bringe deres historier frem i lyset.
Original titel: Kaghaz-Pareh ha
Instruktør: Behzad Nalbandi
Iran, 2019
DCP, 60 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år