Dokumentaristen Les Blank, som allerede i 1980 instruerede kortfilmen ’Werner Herzog Eats His Shoe’ (hvor den tyske instruktør offentligt efterlever sit løfte om at spise sin sko, hvis kollegaen…
Dokumentaristen Les Blank, som allerede i 1980 instruerede kortfilmen ’Werner Herzog Eats His Shoe’ (hvor den tyske instruktør offentligt efterlever sit løfte om at spise sin sko, hvis kollegaen Errol Morris færdiggør filmen ’Gates of Heaven’) inviterer i ’Burden of Dreams’ betragteren ind i det fire år lange kaos, der omgav Herzogs stort anlagte spillefilm ’Fitzcarraldo’.
Dokumentaren stiller skarpt på Herzogs næsten umenneskelige kamp for at realisere projektet, hans notoriske problemer med rollebesætningen (Mick Jagger forlod bl.a. castet, da han skulle på turne), de katastrofale vejrbetingelser i den peruvianske jungle, hvor optagelserne foregik, og den monumentale, konkrete opgave med at trække et 320 tons dampskib over et bjerg.
Herzog afviser kategorisk special effects og presser sig selv og sin besætning til kanten af det umulige – og hovedrolleindehaveren Klaus Kinski er i processen umuligheden selv. Den lokale Machiguenga-stamme, hvis medlemmer blev brugt som statister, spurgte undervejs Herzog, om de skulle gøre det af med Kinski for ham, hvilket Herzog dog afslog. Kort sagt et ekstraordinært portræt af kunstnerisk drivkraft og menneskelig galskab – eller måske det omvendte.
Medvirkende: Werner Herzog, Klaus Kinski, Claudia Cardinale, Jason Robards, Mick Jagger
Instruktør: Les Blank
USA, Tyskland, 1982
DCP, 94 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år