I en digital mosaik af videoklip fra internettet og fra hans egen mobiltelefon, placerer den libanesiske kunstner Haig Aivazian ('Prometheus', CPH:DOX 2019) billeder og idéer på en spekulativ…
I en digital mosaik af videoklip fra internettet og fra hans egen mobiltelefon, placerer den libanesiske kunstner Haig Aivazian ('Prometheus', CPH:DOX 2019) billeder og idéer på en spekulativ tidslinje, der strækker fra sig 1800-tallet til det 21. århundrede. Fra hvalfangernes mytologiske storhedstid, som foreviget i 'Moby-Dick', til vor egen samtid med smarte byer, overvågning og urbane guerillakrige - en verden, der minder mere og mere om science fiction. Aivazian er en enestående skulptør af billeder med en sans for associative og suggestive sammenhænge, men han er også en analytiker, der med et enkelt klip er i stand til at kortlægge dybe, kausale sammenhænge mellem verden og data. Også når territoriet er Syrien og kortet ligner en stjernehimmel, men i virkeligheden er et hjerteskærende billede på, hvordan mørket på få år lagde sig over landet.
Instruktør: Haig Aivazian
Libanon, 2021
DCP, 17 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år