En solstorm sætter strøm og telefonforbindelser ud af kraft over hele Latinamerika. Befolkningerne må klare sig uden den moderne teknologis bekvemmeligheder og bliver stillet over for udfordringer…
En solstorm sætter strøm og telefonforbindelser ud af kraft over hele Latinamerika. Befolkningerne må klare sig uden den moderne teknologis bekvemmeligheder og bliver stillet over for udfordringer vedrørende både kærlighed, tro, identitet og død. Drengen Tonito og hans bedstemor kæmper for at nå hen til hospitalet og se til moren. En præst har mistet sin tro på Gud og må forholde sig til sin tilværelse som regulær svindler.
Himlen bliver oplyst af et mystisk skær, der lyser ned over de seks hovedpersoner, der hver kæmper med sit problem – fra Guatemalas jungles bondesamfund til overklassens luksus i penthouselejligheder på toppen af Panama City.
’Days of Light’ er et panamerikansk samarbejde med instruktører fra seks små mellemamerikanske lande – Costa Rica, Honduras, Panama, El Salvador, Guatemala og Nicaragua – og den har vundet priser bl.a. ved filmfestivalerne Cine Ícaro og Primera Mirada.
Filmen fremstår overraskende sammenhængende trods de mange instruktører. Alvaro Rodriguez' rolige fotografering skaber sammenhængskraft på tværs af landegrænser og instruktørhænder – uden at det tager kraft fra de intense blikke på hovedpersonerne og deres krisehåndtering.
Medvirkende: Agustín Acevedo, Adela Aguero, Mauricio Aguilar
Original titel: Días de luz
Instruktør: Diverse
Costa Rica, Panama, Honduras, El Salvador, Nicaragua, Guatemala, 2019
DCP, 88 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år