Fill the Void

Rama Burshtein, 2012

Det er hver dag, at en insider fra miljøet af såkaldt harediske jøder debuterer som spillefilminstruktør – og da slet ikke med en så troværdig og fint sansende skildring som ‘Fill the Void’. Men Rama Burshtein er heller ikke nogen sædvanlig kvinde. Hun blev sent i livet ultra-ortodoks og har sat sig som mål at give det tavse samfund en kulturel stemme. Hun har tidligere lavet flere kortfilm om miljøet og har uddannet trosfæller i at producere film.

I et moderne Tel Aviv ser 18-årig Shiras fremtid lys og lykkelig ud, da hun selv får lov til at pege på sin kommende ægtemand i det ultra-ortodokse samfund, hun er en del af. Men da hendes ti år ældre søster pludselig dør under fødslen af sit første barn, synker Shiras fremtidsplaner i grus. For at familien ikke skal splittes, lægges der et hårdt pres på den unge kvinde for, at hun skal gifte sig med sin svoger. Han er nu alene med et nyfødt barn og truer med at flytte til Belgien. Shiras stilles over for et afgørende valg, der vil få store konsekvenser for hendes nærmeste.

"Filmens styrke er dens mange antydninger og blandede følelser. Den fine grænse mellem smil og tårer, pligt og lyst, mere end antyder, at intet i verden er så sort eller hvidt, som det ser ud ved første øjekast," skrev Louise Kidde Sauntved i Berlingske og supplerede med fem stjerner.

Via sensitive nærbilleder kommer vi tæt på hovedkaraktererne og deres indre kampe. ‘Fill the Void’ er en imponerende velspillet film, der foregår i et mikrokosmos, hvor reglerne er særdeles rigide og klare. Hovedkaraktererne forsøger ikke at bryde ud af deres lukkede univers, men snarere at finde den bedste måde at overleve i det.

Filmen vises i samarbejde med Copenhagen Jewish Film Festival og er en del af serien 'Årtiets største hits i Cinemateket'. Programredaktør Lone Sardemann siger om ‘Fill the Void’:

”Engang imellem giver en film os en kærkommen mulighed for at åbne en dør på klem til et helt ukendt miljø. Den oplevelse havde jeg, da jeg overværede ‘Fill the Void’ på London Film Festival i 2012. I dette tilfælde et ultra-ortodokst jødisk miljø i Tel Aviv - fintfølende og sanseligt skildret af en instruktør, der selv er en del af slænget. Filmen berørte mig dybt og de danske anmeldere var heldigvis på.

Rama Burshtein fik inspirationen til sin film ved et bryllup, hvor en køn 18-årig pige lige var blevet forlovet med sin storesøsters mand. Filmen kan kaldes en moderne Jane Austen-fortælling, der trods instruktørens status som insider aldrig bliver tandløs og ukritisk. Instruktørens force er, at hun er en del af kulturen. Hun holder af sine karakterer og forstår deres dilemmaer til fulde.

Med Jewish Culture in Copenhagen som en stærk og engageret partner solgte Cinemateket nærmest alle ti forestillinger ud, og ‘Fill the Void’ blev overraskende en af de mest succesfulde Månedens Film, vi nogensinde har vist.”


Medvirkende: Hadas Yaron, Yiftach Klein, Irit Sheleg, Chayim Sharir
Original titel: Lemale et Ha'Chalal
Instruktør: Rama Burshtein
Israel, 2012
DCP, 90 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Årtiets største hits