I 1972 vandt ‘The French Connection' hele fem Oscar-statuetter og blev den første film med censurmærkatet R (forbudt for alle under 17 uden voksenledsagelse), der fik prædikatet bedste film. Den…
I 1972 vandt ‘The French Connection' hele fem Oscar-statuetter og blev den første film med censurmærkatet R (forbudt for alle under 17 uden voksenledsagelse), der fik prædikatet bedste film. Den legendariske biljagt for fuld udblæsning gennem Brooklyns gader er blot et af de mange højdepunkter i William Friedkins måske mest elskede actionbrag.
Gene Hackman er outsider-politibetjenten Popeye, der kommer på sporet af ‘den franske forbindelse' i skikkelse af en narkobaronen Charnier (spillet med slesk elegance af Buñuel-ikonet Fernando Rey). Popeyes temperament og hårdhændede metoder har gjort ham til en torn i øjet på politiledelsen. Men hans insisteren på at gøre arbejdet færdigt – ærligt og redeligt – gør ham samtidig til en mand af folket i en rå storby, hvis øverste lag skildres som pilråddent og korrupt.
Hackmans tragiske antihelt gør ‘The French Connection' til noget andet og mere end en vildt underholdende film. Filmen satte på mange måder nye standarder for den moderne, urbane action-krimi. Dens rastløse klipning har bl.a. dannet skole og kan stadig spores i vor tids håndholdte suspense-thrillere.
Medvirkende: Gene Hackman, Fernando Rey, Roy Scheider, Tony Lo Bianco
Instruktør: William Friedkin
USA, 1971
DCP, 104 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år