I dokumentaren ’The Gig is Up’ lader instruktør Shannon Walsh os møde de mennesker, der gør livet nemmere for os andre, men selv må betale en høj pris - lige fra Mitchell i Nigeria, der udfører A.I…
I dokumentaren ’The Gig is Up’ lader instruktør Shannon Walsh os møde de mennesker, der gør livet nemmere for os andre, men selv må betale en høj pris - lige fra Mitchell i Nigeria, der udfører A.I.-jobs for Amazon og næsten ikke sover om natten, til Uber-chaufføren Annette i Californien, der bryder sammen, da pengene til benzin slipper op. Inhumane algoritmer og god rating betyder næsten mere end livet selv.
Var løftet om fleksibilitet og frihed blot varm luft, der havde til formål at udnytte mennesker, der allerede kæmper sig igennem tilværelsen? Paradoksalt nok tjener gig- og platforms-økonomien milliarder på globalt plan, og alligevel er vilkårene for dem, der tager disse jobs hensynsløse og stressende. Amazon, Uber, Deliveroo, Lyft, TaskRabbit og herhjemme i smørhullet Wolt - alle sammen er de nye teknologier, der har skabt en ny social klasse, nemlig app-proletariatet.
Eller som fotografen Wu siger i filmen: “Kapitalisme er nødvendig for at drive verden fremad, men hvis ikke den bliver reguleret, har den kræfter som en vild hest, der kan ødelægge vores drømme.”
Instruktør: Shannon Walsh
Canada, Frankrig, 2021
DCP, 88 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år