Hagazussa

Lukas Feigelfeld, 2017
”Tryllebindende”, ”fantasmagorisk” og ”midblowingly creepy” er nogle af de ord, anmelderne fra Variety og Hollywood Reporter har brugt om dette tyske festivalhit. ’Hagazussa’ omsætter horrorfilmens…
”Tryllebindende”, ”fantasmagorisk” og ”midblowingly creepy” er nogle af de ord, anmelderne fra Variety og Hollywood Reporter har brugt om dette tyske festivalhit. ’Hagazussa’ omsætter horrorfilmens og middelalderens motivkreds af kutter, dyremasker, forsvarsløse kvinder og månebelyste dybe skove til en tilbageholdt, snigende, psykologisk folk horror uden en masse larm og blod, men med realisme og kunstnerisk stringens – og en suggestiv gotisk gru, der nok skal holde hele vinteren.

I et afsides hjørne af Alperne i det 15. århundrede bor gedehyrden Albrun (Aleksandra Cwen) i en hytte i udkanten af en landsby. Efter at hendes mor døde gurglende og delirisk af pest femten år tidligere, har Albrun boet alene – mistænkt for at være en heks. Men dog ikke mere, end at hun undervejs har fået en datter.

Den lokale præst og en venlig kvindelig beboer forsøger at bringe hende tilbage i landsbyens fold, og den generte Albrun er ikke afvisende. Men hvilke motiver er i spil?

”Feigelfeld bruger et kraftfuldt lyddesign og bandet MMMD's intense bas-droner til at trylle en overjordisk tilstedeværelse frem af den brutalt smukke omgivende natur. En sensuel, slow-burning tragedie fyldt med ildevarslende ærefrygt,” skrev Sight & Sound.

Instruktør: Lukas Feigelfeld
Tyskland, 2017
DCP, 102 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Se mere

Film i serien – Folk Horror Festival

Se alle