Irréversible

“Tiden ødelægger alt” er devisen i den nihilistiske kultklassiker ‘Irréversible’ fortalt med omvendt kronologi og et suverænt soundtrack produceret af Thomas Bangalteret, den ene halvdel af den franske house-duo Daft Punk. Filmen er et både frastødende og fascinerende trekantsdrama om hovmodig hævn, som tvinger seeren til at se med, når den gravide Alex (Monica Bellucci) bliver voldtaget og gennembanket af en sadomasochistisk mandschauvinist (Vincent Cassel i en af sine ondeste roller) i en mørk tunnel i det parisiske natteliv. Scenen er skudt i et 9 minutters one-take og er blandt de længste og mest brutale voldtægtsscener i filmhistorien. Derfor er det næppe en overraskelse, at ‘Irréversible’, ligesom debutfilmen ‘I Stand Alone’, skabte furore og udfordringer hos filmcensuren BBFC (British Board of Film Classification). Dog var begge film med til at markere fremkomsten af en ny og mere fri form for ekstrem og provokerende europæisk filmkunst - bedre kendt under betegnelserne ‘New French Extremity’ eller ‘The new extremism in Cinema’.

‘Irréversible’ delte vandene ved premieren i Cannes, hvor flere filmkritikere forlod salen i protest mod de voldsomme scener. Ifølge Noé er udvandringer fra salen dog ikke en dårlig ting, “because it makes the ones who stay feel strong.”

Noé har med filmen ønsket at vise seeren, at der er en sandhed gemt i tragedien, for han mener ikke, at mennesket er et frit væsen: “You’re not free from fighting for your survival, and the survival of the species, for you’re not free from your genes or your ‘genetic code’’”. Ifølge Noé er mennesket på trods af sin fornuft og handlinger altså ikke herre over skæbnen. Særligt ikke kvinder, når de møder misogyne og (magt)liderlige mænd midt om natten.

Bonusinfo: Er man fortrolig med en bred vifte af kunst- og exploitation-film, vil man i Alex’ håndbevægelser kunne spotte tydelige referencer til sex- og voldtægtsscener efter 2. Verdenskrig, hvor intensiteten i billedet blev formidlet gennem skuespillernes og ofte kvinders hænder. To ikoniske eksempler på dette er Louis Malle’s ‘Les Amants’ (1958’) med fremstillingen af Jean Moreaus ekstatiske hånd, der forbindes med elskerens. Eller Alain Resnais’ ‘Hiroshima Mon Amour’ (1959), hvor orgasmen registreres gennem stive fingre eller knyttede næver omkring et lagen.

Medvirkende: Monica Bellucci, Vincent Cassel, Albert Dupontel, Jo Prestia
Instruktør: Gaspar Noé
Frankrig, 2002
35mm, 97 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år