Cinemateket
Film
It Must Be Heaven
Elia Suleiman, 2019Der er lidt Jacques Tati og Roy Andersson over dem, men ingen instruktører laver film helt som palæstinensiske Elia Suleiman: Snurrige, humanistiske, mildt satiriske og samtidig skarpsindige…
Der er lidt Jacques Tati og Roy Andersson over dem, men ingen instruktører laver film helt som palæstinensiske Elia Suleiman: Snurrige, humanistiske, mildt satiriske og samtidig skarpsindige afdækninger af, hvordan det er at være borger og menneske uden en stat.
'It Must Be Heaven' var med i konkurrencen om Guldpalmen under Cannes-festivalen, og den følger Elia Suleimans stumme alter ego, ES, i forsøget på at finde ud af, hvad ord som "identitet" og "hjemland" egentlig betyder. Stumme ES prøver at undslippe sin hjemby Nazareth, hvor hans citrontræ 'passes' af naboen, rejser til Paris, hvor han prøver at skrive, men afbrydes af en insisterende fugl på tastaturet, og videre til New York, hvor han skal afsætte manuskriptet til en kommende film. Det er en deadpan-komedie om ikke at høre til – men også med et uforligneligt blik for det komiske i menneskets gang på jorden.
For overalt på sin rejse møder ES genkendelige typer, som Suleiman lakonisk sætter i ramme med billedkompositioner renset for larm. Filmen består således af en række omhyggeligt koreograferede tableauer, der giver indtryk af, at livet generelt er en temmeligt absurd opfindelse, men måske ingen steder mere end i Palæstina.
Med The Guardians ord: "For Suleiman er komik en form for retorisk, ikke-voldeligt statement. Men heri ligger også en alvor, en advarsel fra en tarotkortlæser, om at en palæstinensisk stat ikke bliver en realitet i hans levetid."
Pointen – og sensibiliteten – genkender man fra instruktørens tidligere Israel/Palæstina-problematiserende film, 'Chronicle of a Disappearance' (1997), 'Divine Intervention' (2002) og 'The Time That Remains'. Men det gør ingenting. Man er i både intelligent og behageligt selskab hos den gamle knark Suleiman.
Medvirkende: Elia Suleiman, Tarik Kopty, Kareem Ghneim
Instruktør: Elia Suleiman
Palæstina, Tyskland, Canada, Qatar, Frankrig, Tyrkiet, 2019
DCP, 102 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Se mere
'It Must Be Heaven' var med i konkurrencen om Guldpalmen under Cannes-festivalen, og den følger Elia Suleimans stumme alter ego, ES, i forsøget på at finde ud af, hvad ord som "identitet" og "hjemland" egentlig betyder. Stumme ES prøver at undslippe sin hjemby Nazareth, hvor hans citrontræ 'passes' af naboen, rejser til Paris, hvor han prøver at skrive, men afbrydes af en insisterende fugl på tastaturet, og videre til New York, hvor han skal afsætte manuskriptet til en kommende film. Det er en deadpan-komedie om ikke at høre til – men også med et uforligneligt blik for det komiske i menneskets gang på jorden.
For overalt på sin rejse møder ES genkendelige typer, som Suleiman lakonisk sætter i ramme med billedkompositioner renset for larm. Filmen består således af en række omhyggeligt koreograferede tableauer, der giver indtryk af, at livet generelt er en temmeligt absurd opfindelse, men måske ingen steder mere end i Palæstina.
Med The Guardians ord: "For Suleiman er komik en form for retorisk, ikke-voldeligt statement. Men heri ligger også en alvor, en advarsel fra en tarotkortlæser, om at en palæstinensisk stat ikke bliver en realitet i hans levetid."
Pointen – og sensibiliteten – genkender man fra instruktørens tidligere Israel/Palæstina-problematiserende film, 'Chronicle of a Disappearance' (1997), 'Divine Intervention' (2002) og 'The Time That Remains'. Men det gør ingenting. Man er i både intelligent og behageligt selskab hos den gamle knark Suleiman.
Instruktør: Elia Suleiman
Palæstina, Tyskland, Canada, Qatar, Frankrig, Tyrkiet, 2019
DCP, 102 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år