Talking About Trees

Suheil Gasmelbari, 2019
Det er ikke sjovt at blive gammel og overhalet af udviklingen. Men hvad nu, hvis man sætter stokken i gear og selv tager teten? Denne gennemført elskelige film, der har vundet et dusin priser…
Det er ikke sjovt at blive gammel og overhalet af udviklingen. Men hvad nu, hvis man sætter stokken i gear og selv tager teten?



Denne gennemført elskelige film, der har vundet et dusin priser verden over (nyligt Publikumsprisen og Bedste Dokumentar på Malmö Arab Film Festival), har de mest uvante hovedpersoner, man kan tænke sig: Fire gamle knarke, de fleste tvangspensioneret fra vanrøgtede filmarkiver, som beslutter sig for at åbne en permanent open air-biograf i Khartoum, byen uden biografkultur. Den skal hedde Revolution. Bagtæppet: 30 års angstregime under diktatoren Omar Al-Bashir. Frygt og passivitet stikker dybt i befolkningen.



Men de fire – Manar, Suleiman, Ibrahim og Altayeb – mindes med nostalgi Sudans stolte fortid som filmskabende nation i 60'erne, og de grundlagde symptomatisk nok i Al-Bashirs tiltrædelsesår, 1989, Sudanese Film Group. Imponerende nok ser de stadig fremad. De skal nu skaffe projektorer, male en tårnhøj væg uden stillads og lave publikumsanalyser (pragmatisk løst ved at krydse en fodboldtribune og udspørge folk, hvad de ser af film). De hyppige strømafbrydelser er det mindste problem!

Vi følger disse charmerende alligevel-ikke-pensionister, mens de knokler, når de filosoferende deler mad eller giver hinanden lindrende massage under åben nattehimmel – og når de gennemspiller scener fra Hollywoods guldalder.

'Talking About Trees' byder på klip fra en filmhistorie, der kalder på at blive genfundet – og instruktør Suheil Gasmelbari viser med finurlige kompositioner og kreative greb, at de bedste ambassadører for kunsten i Afrikas hjerte skal hyldes lige nu. Mens de lever og ånder.

Medvirkende: Manar Al Hilo, Suleiman Ibrahim, Altayeb Mahdi
Instruktør: Suheil Gasmelbari
Sudan, Frankrig, Tchad, tyskland, Qatar, Forenede Arabiske Emirater, 2019
DCP, 93 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Se mere

Film i serien – Arabian Nights

Se alle