Den franske instruktør François Ozons film ’8 kvinder’ (2002), ’Swimming Pool’ (2003) og ’Selv i de bedste hjem’ (2012) er kendt for en leg med genrer, sarkastisk humor og stærke, sexede kvinder i fokus. I ‘Ung og Smuk’ kan det dog diskuteres, om den 17-årige, smukke, melankolske og forførende Isabelle, endnu er en kvinde – eller om hun stadig er en pige. Drevet af en indre dæmonisk magt dyrker Isabelle det interessante og pikante. Besat af tanken om at miste sin uskyld kaster hun sig ud i et dobbeltliv som skoleelev om dagen og prostitueret om natten. Et farligt seksuelt spil, hvor Isabelles erotiske erfaring gradvist vokser og ikke alle mænd behandler hende lige værdigt.
Isabelle kommer ellers fra en fin og ganske normal familie, hvorfor det er moren et mysterium, hvor datterens dysfunktionelle og seksuelle sidespor stammer fra.
I den bærende samt blottede hovedrolle ses den unge eksmodel Marine Vacht, der bl.a. har været ansigt for Yves Saint Laurent og Chloé. Marine brillerer som Isabelle med en kalkulerende, let overlegen mimik, og hendes sexdrift portrætteres råt for usødet og uden fordomme.
Fortællingen forløber over fire årstider – fra sommer til vinter. Først præsenteres vi for Isabelles spæde seksuelle debut på en familieferie, hvor hun en sen aften og uden definitivt samtykke har sex i en strandkant med en ung og jævnaldrende tysk charlatan. Dernæst bliver vi gjort bekendt med hendes nærmest nymfomaniske rovdrift på sex, hvor ældre mænd viser sig fra deres mest bestialske, men også ømme og bløde sider.
Filmen rejser et interessant og indirekte spørgsmål: Kan det have skæbnesvangre konsekvenser for den senere seksuelle udfoldelse, når der ikke gives et sikkert samtykke ved debuten?
Medvirkende: Marine Vacth, Ge´raldine Pailhas, Fre´de´ric Pierrot, Charlotte Rampling
Original titel: Jeune & jolie
Instruktør: François Ozon
Frankrig, 2013
DCP, 95 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år