Oplægget til 'The Dark Knight' bliver dog knapt så dystert som filmen selv, idet de veloplagte filmelskere Casper Christensen og Jesper Laursen fra ’Filmnørdens Hjørne’ introducerer nyklassikeren og stiller skarpt på dens hovedpersoner. For hvem er egentlig mest skør her – den kappeklædte helt, der tror, han kan redde verden, eller den rablende superskurk i klovnekostume, der tror, han kan styrte den i grus? Introduktionen foregår på dansk og varer ca. 45 minutter. Billetpris: 95/65 kr.
Instruktør: Christopher Nolan
Vanvittigt godt skuespil, en psykotisk mesterskurk og et tragisk dødsfald blev omdrejningspunktet for filmen ’The Dark Knight’, der for ti år siden indtog biografmørket. Filmen er del af Christophers Nolans anmelderroste Batman-trilogi, hvor en veltrænet og velspillende Christian Bale er trukket i rollen som den maskerede rigmand og flagermushelt, der skal redde Gotham City fra dystre og gakkede superskurke – i denne omgang den groteske og skingrende skøre Joker, portrætteret mere mørk og rablende end nogensinde før af Heath Ledger. Rygterne siger, at rollens makabre karakter førte Heath Ledger ud i angst og depression, og den talentfulde skuespiller døde af en overdosis – kun 28 år gammel – få måneder før premieren.
Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart, Michael Caine
USA, Storbritannien, 2008
35mm, 152 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år