Filosofisk Filmsalon med filosofferne Rasmus Ugilt og Martin Haugberg-Lund Laugesen sætter denne aften fokus på Terry Gilliams mesterlige Sci-fi dystopi ’12 Monkeys’.

Fremtiden er ikke hvad den har været. I dag er klimakatastrofen allerede i gang med at udpine Jordens mangfoldige biodiversitet, og dommedag er lige om hjørnet.

Rasmus og Martin tager fat på filosofiske undergangsvisioner med udgangspunkt i filmen og filosoffer såsom Eugene Thacker og Ray Brassier. Som opvarmning viser vi Chris Markers kortfilm ’År 0’ (’La jetée’) fra 1962, som ’12 Monkeys’ er inspireret af.

Samtaledelen varer i alt ca. 50 min. og foregår på dansk.

12 Monkeys

Instruktør: Terry Gilliam

I ’12 Monkeys’ fortsætter Gilliam sin undersøgelse af forholdet mellem den virkelige verden og fantasien. Filmen er inspireret af Chris Markers kortfilm ’År 0’ (’La jetée’) fra 1962 og foregår i år 2035.

Den fængslede James Cole (Bruce Willis) rejser tilbage i tiden for at finde oprindelsen til den virus, der i 1996 udryddede det meste af jordens befolkning. Filmens blanding af tidsniveauer og verdener er tankevækkende og serveret med velkendt Gilliam’sk humor.


Medvirkende: Bruce Willis, Madeleine Stowe, Brad Pitt, Christopher Plummer, David Morse

Original titel: Twelve Monkeys
USA, 1995
35mm, 131 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

År nul

Instruktør: Chris Marker

En tredje, verdensomspændende atomkrig har udslettet Paris. En underjordisk gruppe, som har overlevet, eksperimenterer med tidsrejser for at undslippe. 'La Jetée' er en fascinerende science fiction-kortfilm, der udelukkende består af stillbilleder, bortset fra på ét afgørende punkt…



Original titel: La Jetée
Frankrig, 1962
35mm, 28 min.
Danske undertekster

Datoer

Film i serien – Terry Gilliam

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle