To blaxploitation flicks for én films pris. Nyd den ultra groovy 70’er-perle ’Super Fly’ og ’The Big Score’ med actionikonet Fred ’The Hammer’ Williamson, På strimmel!

Kokainpusheren Youngblood Priest er ”super fly” og har gigantsucces med sin forretning. Priest er dog smart nok til at indse, at der ikke er en reel fremtid i at sælge stoffer i New York City. En dag beslutter han sig for at bruge hele sin opsparing og én gang for alle score den store gevinst – og kommer selvfølgelig i karambolage med både den øvrige underverden og politiet. ’Super Fly’ (1972) blev et veritabelt hit og Curtis Mayfields kongeniale soul-soundtrack enhver natklubs omdrejningspunkt.

I aftenens anden film – action-kultklassikeren ’The Big Score’ (1983) – spiller Fred Williamson Chicago-strømeren Frank Hooks, hvis speciale er at knalde tunge drugdealers. I forbindelse med opklaringen af en særligt beskidt sag forsvinder 100 millioner dollars, og Hooks bliver suspenderet fra tjeneste, hvorefter han naturligvis ufortrødent fortsætter jagten på de bad asses, som har nappet gysserne og sendt hans kæreste en død kat som advarsel om ikke at blande sig yderligere i sagen.

Der er rejsegrammofon og kolde øller og cokes i pausen. Billetpris 95/65 kr. (dobbeltprogram).

Mads B. Mikkelsen / Station 16
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket

Super Fly

Instruktør: Gordon Parks Jr.

Kokainpusheren Youngblood Priest er ”super fly”. Han har succes med sin forretning, kører i en fancy bil, går i lang skinnende frakke og råder over en mindre hær af håndlangere. Et liv i idel – men illegal – luksus. Priest er dog smart nok til at indse, at der ikke er en reel fremtid i at sælge stoffer i New York City, og en dag beslutter han sig for at bruge hele sin opsparing på en mega ladning coke og én gang for alle score den store gevinst. Men den elegante dealer kommer selvfølgelig i karambolage med både den øvrige underverden og politiet. Sidstnævnte er imidlertid mere interesseret i at gøre Priest & Co. til samarbejdspartner end på at knalde banden.

’Superfly’ blev et veritabelt box-office-hit i 1972 og regnes sammen med ’Shaft’ og ’Sweet Sweetback's Baadasssss Song’ for blaxploitation-bevægelsens vigtigste eksponent. Curtis Mayfields kongeniale soundtrack er i særklasse og er siden blevet hyldet som en af alle tiders største soulplader!


Medvirkende: Ron O'Neal, Carl Lee, Sheila Frazier, Julius Harrism, Charles McGregor

USA, 1972
35mm, 90 min.
Svenske/finske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

The Big Score

Instruktør: Fred Williamson

Action-kultklassikeren ’The Big Score’ (1983) byder på blaxpoloitation-stjernen Fred Williamson i rollen som Chicago-strømeren Frank Hooks, hvis speciale er at knalde tunge drugdealers. I forbindelse med opklaringen af en særligt beskidt sag forsvinder 100 millioner dollars, og Hooks bliver suspenderet fra tjeneste, hvorefter han naturligvis ufortrødent fortsætter jagten på de bad asses, som har nappet gysserne og sendt hans kæreste en død kat som advarsel om ikke at blande sig yderligere i sagen.


Medvirkende: Fred Williamson, Nancy Wilson, John Saxon, Roundtree

USA, 1983
35mm, 85 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Særevents 2

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle