Cinematekets programredaktør Sophie Engberg Sonne introducerer filmen, hvor hun bl.a. vil sætte den i relation til Wong Kar-wais og fotograf Christopher Doyles fælles storbyportrætter. Oplægget foregår på dansk og varer ca. 30 min.
Instruktør: Christopher Doyle
Livet i den asiatiske millionby ifølge filmfotografen Christopher Doyle - og ifølge tre generationer af byens indbyggere, der lever i en politisk brydningstid.
Christopher Doyle er kendt som en af verdens bedste filmfotografer, takket være sit arbejde for instruktører som Wong Kar-Wai, Gus Van Sant og Jim Jarmusch. Men nu har han selv taget instruktørhatten på og skabt et levende og politisk sensitivt portræt af Hongkong og af tre generationer af byens indbyggere.
Børnene indtager de smalle gader med leg og ballade. De unge indtager også gaderne, men i en velorganiseret og resolut kamp for demokratiske reformer og med paraplyen som pacifistisk symbol for ønsket om social forandring. Og så er der de ældre – som bruger deres otium til at tage på blind dates!
Doyles egen kærlighed til Hongkong, hvor han har tilbragt meget af sin karriere, skinner igennem når han går ud på gader og stræder for at møde byens folk, hvor de er. Imødekommende, i øjenhøjde og med glimt i øjet. Pudsige indfald og løse indtryk fra en kæmpeby i konstant bevægelse mødes inden for samme, rummelige billede, alt imens massive sociale og politiske omvæltninger ulmer i horisonten.
Kina, 2015
ProRes File, 90 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år