Filmen ”I limbo” indledes med et kort oplæg af filminstruktør Anja Dalhoff fra Danish Doc Production, som fortæller om baggrunden for de 3 års dramatiske optagelser. Hun deltog i woodoo-ritualer i Nigeria og så mørket bag trafficking.
I Danmark blev hun vidne til myndighedernes manglende forståelse for mennesker, der er ofre for menneskehandel. På grund af den nære kontakt til filmens hovedperson Edward oplevede hun også, hvordan livet er for de afviste asylansøgere på Sjælsmark, og drevet af disse barske oplevelser fortsatte hun ufortrødent med at følge hovedpersonen, indtil hun nåede et lys for enden af tunnelen, der gav forventning om håb forude.
Efter filmen vil Anja Dalhoff samtale med Michelle Mildwater, som er leder af NGO'en HopeNOw, der arbejder med de handlede mænd i København. Hun har været konsulent på projektet og kender også filmens hovedperson Edward. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål fra salen.
Instruktør: Anja Dalhoff
Dokumentarfilmen ”I limbo” følger i tre år Edward fra Nigeria. Han blev solgt til Athen og dernæst til Danmark med henblik på at sælge stoffer på gaden. Han nægtede at betale gælden til bagmændene og gik i skjul på asylcenter Sjælsmark. Derfor begyndte de kriminelle nu at forfølge familien i Nigeria for at få dem til at betale hans gæld. Edwards advokat Anne Land kæmper for, at Edward anerkendes som et handlet menneske. Men Edward nægter at være offer, og gennem de tre års optagelser viser filmen, hvordan han udvikler sig fra at være miserabel stofsælger til en stærk personlighed, som går ind i kampen for flygtninges rettigheder. På grund af Danmarks inhumane asylpolitik ender Edward i Tyskland, hvor han på ny beder om beskyttelse. Et usædvanlig portræt af en person, som nægter at være offer. Mod alle odds ender filmen med et håb.
Danmark, 2019
DCP, 56 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år