Inden visningen af ‘Barbara Rubin and the Exploding NY Underground’ tegner Lars Movin et portræt af den gådefulde filmmager og rebel, samtidig med at han kommer med et bud på hendes betydning for 1960’ernes modkulturer og giver et signalement af hendes pionerindsats i forhold til at udforske den menneskelige seksualitet hinsides de konventionelle kønskategorier.

Instruktør Chuck Smith vil også være til stede under visningen, og vil indledningsvis sige et par ord.

Efter introduktionen hylder vi Rubins mentor, Jonas Mekas, med to korte film. Samlet varighed på introduktion og forfilm: 35 min.

TILBUD Lars Movins anmelderroste bog 'Amerikansk avantgarde' vil være til salg efter visningen til kun 50 kroner. Omfang: 697 sider.

Barbara Rubin and the Exploding NY Underground

Instruktør: Chuck Smith

Barbara Rubin (1945-1980) var blot 17 år, da hun i 1963 begyndte på optagelserne til det seksuelt eksplicitte dobbeltprojektions-værk ‘Christmas on Earth’. I denne dokumentarfilm tegnes for første gang et udfoldet portræt af den usædvanlige teenager, som ikke blot foregreb den seksuelle revolution, men også blev en afgørende kraft i miljøerne omkring Film-Makers’ Cooperative, The Factory, beatforfatterne og The Velvet Underground.


Medvirkende: Jonas Mekas, Amy Taubin, Richard Foreman

USA, 2018
DCP, 78 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Keep singing: A Tribute to Jonas Mekas

Instruktør: Chuck Smith

Jonas Mekas blev født i Litauen i 1922. Under 2. verdenskrig blev han sendt på flugt af nazister og kommunister, og i 1949 havnede han i New York, hvor han blev boende til sin død som 96-årig den 23. januar 2019. På det tidspunkt havde han været en drivende kraft i den amerikanske avantgardefilm i syv årtier. Som grundlægger af institutionerne Film-Makers’ Cooperative, Film-Makers’ Cinematheque og Anthology Film Archives skabte han en formel ramme omkring de uafhængige filmmageres arbejde. Samtidig opdyrkede han gennem sin skribentvirksomhed en kritisk diskurs omkring undergrundsfilmene. Og endelig optog han selv en lang række film i sin særlige dagbogsstil. I denne lille hyldestfilm koger Chuck Smith et langt livs rejse ned til 6 minutter.


Medvirkende: Jonas Mekas

USA, 2019
ProRes File, 6 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

To Barbara Rubin with Love

Instruktør: Jonas Mekas

Barbara Rubin indledte sin vej ind i 1960’ernes subkulturer som assistent for Jonas Mekas i Film-Makers’ Cooperative. I perioder hen over midten af 60’erne var Rubin og Mekas nærmest uadskillelige, de rejste sammen, arrangerede visninger og festivaler og var på forskellige måder viklet ind i hinandens liv. Med afsæt i 16mm-optagelser fra de år skabte Mekas et halvt århundrede senere denne lille kærlighedserklæring, der indgår i en serie af korte film kaldet ‘The First Forty’.


Medvirkende: Barbara Rubin

USA, 1965
ProRes File, 8 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Amerikansk avantgarde

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle