Afghansk Filmfestival er meget mere end film. Undervejs byder vi på en stribe gratis foredrag i Asta Bar og på et par mere eksklusive i vores biografsale, hvor prisen er 30 kr. Typisk er varigheden 45 minutter og sproget dansk. Foredrag i Asta Bar fordrer ikke pladsbestilling; til gengæld byder vi på en kop te eller kaffe imens!
Yderligere oplysninger om de enkelte foredrag og oplægsholdere følger her på hjemmesiden og på Facebook.
TALKS OM AFGHANISTAN
Lørdag den 17. august kl. 15.30: Afghanske eventyr v. Andrea Rømer (30 kr.)
Lørdag den 17. august kl. 17.00: Afghanistans krige og fremtid v. Steen Rynning (30 kr.)
Søndag den 18. august kl. 18.00: Flygtninge fortæller (Asta Bar, fri entré)
Søndag den 18. august kl. 19.15: ’Drømmen om Danmark’ og livet som flygtning (film + debat, 30 kr.)
Mandag den 19. august kl. 18.30: Flee – bag om kommende Afghanistan-film (Asta Bar, fri entré)
Tirsdag den 20. august kl. 16.45: ’Den døde soldat’ og de danske Afghanistan-veteraner (film + debat, 30 kr.)
Torsdag den 22. august kl. 20.30: Afghanistans kulturarv og kunst v. Janne Malmros (Asta Bar, fri entré)
Lørdag den 24. august kl. 18.00: Mit Afghanistan v. Asef Soltanzadeh (Asta Bar, fri entré)
Mød Afghanistan-kender og kunstner Janne Malmros til et 45 minutters billedforedrag om den ganske særlige institution Murad Khane under overskriften ’Afghanistans kulturarv og kunst’.
Murad Khane er egentlig navnet på en bydel i Kabul. I mange år var området ren slum, en af de fattigste bydele i den i forvejen fattige Kabul. I denne periode forfaldt bydelen og blev efterhånden begravet i affald i flere meter tykke lag! Så da ngo’en Turquoise Mountain begyndte at arbejde på Murad Khane i 2006, fjernede man ikke mindre end 30.000 lastvogne med affald. Mange ønskede at bulldoze stedet. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.
Det restaurerede område er i dag bemærkselsesværdig for sit meget farverige og livfulde bazarområde. Turquoise Mountain har i dag omkring 200 ansatte, heraf 95 procent afghanere. De har uddannet og beskæftiget over 4.000 mennesker, som har stået for at genoprette og renovere 150 historiske bygninger i Murad Khane, herunder etableret en grundskole og en lægeklinik samt Institut for Afghansk Kunst og Arkitektur.
Her uddannes fremtidige håndværkere i træarbejde, keramik, kalligrafi, maleri og smykkekunst. En af udfordringerne har været at finde nogle af de uddannede håndværkere og kunsthåndværkere fra førkrigs-Afghanistan og få dem ind til at undervise den nye generation af studerende.
Janne Malmros har selv samarbejdet med ngo’en Turquoise Mountain og byder på både generelle perspektiver på udviklingsarbejde og kulturarv – og på personlige anekdoter fra Muran Khaneh, der især er bemærkselsesværdig for sit genskabte og i dag meget farverige og livfulde bazarområde.
OM OPLÆGSHOLDEREN:
Janne Malmros har en master i Fine Art fra UCL - Slade School of Fine Art, London samt en bachelor i Mellemøststudier med persisk fra Københavns Universitet. Hun har boet og arbejdert i udlandet i mange år, hovedsagelig England men også i længere perioder i Afghanistan. Hun er desunden botanisk illustrator og har bl.a illustret bogen Useful plants of Wakhan and Pamir af etnobotaniker Jens Soelberg om nytteplanter i det nordøstlige Afghanistan.
45 min.
Dansk tale
Tilladt for alle