Velkommen til Cinematekets og Meyers pop-up drive-in-biograf i Nordhavn!

Meyers kokke fra Restaurant SULT griller og friterer 'on location', og drive-in-biografmenuen byder på en rejse verden rundt:

Forret: Grønne asparges, sprøde rugflager og radiser med sauce tartare.

Hovedret: Italian meatballs vendt i romescosauce med saltristede mandler og ramsløg – hertil nye kartofler vendt med løvstikke, citron og solsikkekernepesto (NB: retten fås også i en vegetarisk indspilning med balls af parmesan, svampe og brø – se FAQ nedenfor vedr. bestilling).

Dessert: Cheesecake med rabarber og bund af havrekiks.

Drikkelse: NODA - not a soda. NODA er vand med brus og økologisk presset frugt. No nasties.

Samlet pris for film + menu: 295 kr.

Filmvisningen foregår på adressen Nordsøvej 11, 2150 Nordhavn (foran Tunnelfabrikken). Pladsen åbner kl. 20.00, og der er filmstart kl. 21.15. Kun adgang i bil.

For yderligere praktisk information, se venligst vores FAQ her på hjemmesiden (nederst i seriepræsentationen).

Blade Runner: The Final Cut

Instruktør: Ridley Scott

Los Angeles, november 2019: Et højteknologisk, kaotisk, spektakulært neon-helvede af en by. Harrison Ford spiller Deckard, en såkaldt 'blade runner', hvis job er at jagte og dræbe menneskelignende replikanter. Men da han forelsker sig i den smukke replikant Rachel (Sean Young), står han i et eksistentielt dilemma.

Ridley Scott fandt inspiration i Philip K. Dicks ‘Drømmer androider om elektriske får?' til sin film, der i dag står som en milepæl i scifi-genren. Vangelis' musik er lyden af fremtiden hørt fra synthesizer-80'erne, og den futuristiske scenografi har været inspirationskilde til adskillige efterfølgende film.

Vi viser filmen i det såkaldte Final Cut fra 2007, som er den syvende (!) udsendte version af filmen, hvor Ridley Scott omsider fik filmen til at se ud, som han havde ønsket den: Med nogle voldelige scener lagt til – og ingen lykkelig slutning!


Medvirkende: Harrison Ford, Rutger Hauer, Sean Young

USA, 1982
DCP, 117 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – POP-UP DRIVE-IN-BIO I NORDHAVN

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle