Kom til Hitch & Grace-aften med optakt, film og middag i Restaurant SULT den 24. juni.
PROGRAM:
Kl. 16.30: Velkomst og ’Skjulte øjne’ med kort introduktion (navn på oplægsholder følger).
Kl. 18.45: Toretters menu i SULT: Buttermilk-fried crispy chicken burger med estragon-mayonnaise, stegte svampe og sprøde salater. Til dessert en klassisk crème brûlée.
Kl. ca. 20.00: Tak for i aften.
Retterne er løst inspireret af riviera-romancen ’Fang tyven’.
Samlet pris: 220/190 kr. Billetter kan ikke købes til filmen eller middagen enkeltvis. Frist: 17. juni af hensyn til køkkenet. Kun køb, ingen reservation.
MERE OM GRACE KELLY:
Hun var så smuk, at det skreg til himlen. Selv i deres glansperiode kom Clark Gable, Frank Sinatra eller James Stewart til at ligne stive knokkelmænd, når Grace Kelly kom ind i rummet. De kyssede hende, som man jo skal på film, men auraen var hendes.
I hendes 11 film var Cary Grant nok den, der kom nærmest på at matche Grace Kelly i charme og elegance, og han fik god hjælp af Technicolor, smoking og azurblå riviera i Hitchcocks ’Fang tyven’. Et feberdrøm af et romantisk overklasselystspil, der kort efter, i 1956, blev omsat til virkelighed, da Grace Kelly fra Philadelphia blev til fyrstinden af Monaco. Det royale bryllup stod tre måneder inden ’High Society’ havde premiere, nærmest som et simulakrum af den amerikanske drøm.
Og lige der, efter blot fem år i Hollywood, stoppede filmkarrieren. Alfred Hitchcock følte sig groft svigtet af sin muse. Hollywood ringede forgæves.
Kjolerne og elfenbenskindbenene blev ved at stråle i ugebladene, men det er i spolerne af celluloid, at myten om en af Hollywoods store kvinder ligger indkapslet. Her er hun evigt perfekt, evigt uopnåelig. På en sær måde gør det bilulykken, der tog hendes liv i 1982, uvirkelig og næsten sekundær.
Selve filmene er ren 1950’er-vintage. Det var dengang, man besvimede på film, mænd gik med hat og tweed, og kvinder med juveler. ’Mogambo’ skildrer macho-kolonialismens Afrika, ’Skjulte øjne’ rummer den største studiekulisse skabt til dato, og ’Telefonen ringer kl. 23’ er en af de få seriøse 3D-film. På forskellig vis produkter af tiden.
Det passede perfekt til Grace Kellys elegance, at sex i denne periode blev omsat til ekvilibristiske pingpong-orddueller og bilture i cabriolet, og at blikkene ulmede ofte mere af begær end kyssene. Hun havde aldrig Marilyn Monroes nuttethed eller farligheden hos en Joan Crawford eller Veronica Lake. Hendes styrke lå i spillet mellem det forsagte og det stædige. Hun mestrede rollen som ægteviv til en alkoholiseret alfa-han i ’Skrå brædder’ (som hun vandt en hovedrolle-Oscar for), og hun kunne synge ’True Love’ til Bing Crosby med værdigheden intakt. Hun gav rollerne en integritet, som manuskriptet ikke altid serverede på et sølvfad.
Fra serien 'Grace Kelly - den uopnåelige', som Cinemateket foldede ud i februar-marts 2020. Bemærk, at endnu en film fra serien, 'Fang tyven', vises i august.
Instruktør: Alfred Hitchcock
Trods sin selvpålagte begrænsning om kun at betragte verden fra én lokation, nemlig en lille lejlighed, underholder og udfordrer 'Skjulte øjne' på mange planer og hører til blandt Hitchcocks mest elskede og diskuterede værker.
James Stewart spiller pressefotografen, som efter en ulykke sidder lænket til en kørestol i sin steghede hybel. Af lutter kedsomhed begynder han at udspionere beboerne overfor. Han bliver med tiden overbevist om, at han har overværet et mord, og indrullerer sin skeptiske kæreste Lisa (Grace Kelly) og sin morbide sygeplejerske Stella (en vidundelig Thelma Ritter) til at agere detektiver for sig.
"Jeg følte mig vældig kreativ i denne periode," har Hitchcock fortalt Donald Spoto, der i sin store værkanalyse 'The Art of Alfred Hitchcock' kalder det en smuk forening af parforholdsfilm, voyerisme-analyse og – mest subtilt – en moralsk film om ansvaret ved at være en, der ’bare’ tager billeder.
Romancen i filmen er inspireret af den kortvarige affære, som Magnum-fotografen Frank Capa havde med Ingrid Bergman – Alfred Hitchcock oplevede deres flirt på nærmeste hold under optagelserne til ’Berygtet’.
Medvirkende: Grace Kelly, James Stewart, Thelma Ritter, Raymond Burr
Original titel: Rear Window
USA, 1954
DCP, 112 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år