Filmelskende studerende ved Københavns Universitet udgiver hvert halve år tidsskriftet 'Ordet'. I foråret var der både mærkedage for 75-året for Danmarks befrielse samt 2. Verdenskrigs og Holocausts endeligt. Temaet for 'Ordet #45' er således krig. Udgivelsen markeres fredag den 26. juni med Guillermo del Toros på alle måder eventyrlige 'Pans labyrint' – om Franco-tidens grusomheder – på det store lærred. Inden filmen er der filmquiz om krigsfilm i salen for de konkurrencelystne.
Ph.d. og lektor i filmvidenskab Johannes Riis introducerer del Toros prisbelønnede film, der med en forlokkende blanding af fantasi og virkelighed fortæller historien om pigen Ofelia, som sammen med sin mor tyranniseres af den sadistiske, nye stedfar – falangisten kaptajn Vidal. Ofelia overlever ved at søge tilflugt i en livagtig fantasiverden, mens kampen raser mellem modstandsbevægelsen og Vidals fascistiske soldater.
PROGRAM
18.30: Filmquiz i salen
19.00: 'Pans labyrint' med introduktion
Billetpris: 95/65 kr.
SÆRTILBUD: Som studerende ved Københavns Universitet får du ved køb af medlemskab i Cinemateket adgang til hele arrangementet gratis.
Sidsel Minuva / Ordet
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Guillermo del Toro
Magisk-realistiske 'Pans labyrint' betragtes af mange som den mexicanske succesinstruktør Guillermo del Toros mest vellykkede film. En dyster fabel om den eventyrelskende pige Ofelia, som (op)finder en drømmeverden for at slippe for sin sadistiske stedfar, guerilla-udrenseren, kaptajn Vidal i det fascistiske Spanien i 1944. I en gammel tilgroet labyrint møder Ofelia en fe, der tilbyder hende at vende tilbage til underverdenen for at regere over sin fars rige. Men først skal hun gennemføre tre prøver inden fuldmåne! Filmen blev nomineret ved så godt som alle de store prisuddelinger i 2007 og blev bl.a. tildelt en Oscar-statuette for bedste fotografering.
Medvirkende: Ivana Baquero, Ariadna Gil, Maribel Verdú
Original titel: El laberinto del fauno
USA, Mexico, 2006
35mm, 118 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år