Som del af festivalen GAMBA præsenterer Cinemateket og Copenhagen Renaissance Music Festival den 6. oktober kl. 16.30 Alain Corneaus prissluger og musikhistoriske filmdrama, 'Alle morgener på Jorden', der ryddede César-hylden tilbage i 1991, hvor den vandt for bedste film, bedste instruktør, bedste filmmusik, bedste fotograf, bedste lyddesign, bedste kostumedesign og bedste kvindelige hovedrolle.
Filmen introduceres af festivalleder Björn Ross, der bl.a. fortæller om et instrument, mange ikke kender til:
Viola da Gamba eller Gambe er et musikinstrument i strygerfamilien fra rennæssancen. Det er en slags forløber for celloen - et strygeinstrument der holdes lodret mellem knæene og som stryges med en bue. En musiker, der spiller på gambe, kaldes en gambist.
Billetpris: 80 kr. (50 kr. for Cinematekets medlemmer).
Introduktionen foregår på dansk eller engelsk alt efter publikums behov og varer ca. 15 min.
Instruktør: Alain Corneau
Det musikhistoriske drama 'Alle morgener på jorden' vandt ikke mindre end syv César-priser og var en gigantisk succes verden over – ikke mindst på grund af den skønne musik og det sikre tidsbillede.
Vi skriver sidst i 1600-tallet. Den exceptionelle musiker Colombe (Jean-Pierre Marielle) kommer hjem fra rejse og opdager, at hans hustru er død, mens han var bortrejst. Tynget af sorg bygger han et lille hus i sin have, hvor han flytter hen for at dedikere sit liv til at komponere musik og passe sine to unge døtre. Han lukker verden ude, men rygtet om ham og hans musik breder sig og når selv det kongelige hof – som vil have ham tilknyttet.
I Alain Corneaus film spiller allestedsnærværende Gérard Depardieu rollen som den franske komponist Marin Marais (1656-1728), der spillede viola da gamba i kongens kapel og var elev af komponisten og cellisten Colombe (senere kendt som Sainte Colombe, 1640-90). Marais fortæller i flashbacks om sit fascinerende forhold til den menneskesky læremester. Depardieus søn Guillaume filmdebuterede som Marais i en yngre udgave.
Medvirkende: Jean-Pierre Marielle, Gérard Depardieu, Anne Brochet, Guillaume Depardieu
Original titel: Tous les matins du monde
Frankrig, 1991
Blu-Ray, 114 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år