I sin tredje spillefilm dykkede Darren Aronofsky dybere ned i de jødiske tekster, som havde været med til at forme hans debutfilm, den jødiske matematik-thriller ’Pi’. I ’The Fountain’ væves tre historier sammen i en stærkt personlig film, hvor Aronofsky bearbejder sine nærmestes dødelighed. Det en symboltung film, der trækker på den jødiske mysticisme, Kabbalah.
Kulturformidler og forfatter Dennis Jacob Rosenfeld vil i en introduktion på ca. 30 minutter forklare de hovedtemaer, som Aronofsky udforsker. Medarrangøren Jødisk Informationscenter byder på et glas kosher-vin, der medbringes i salen. Ankom derfor gerne ca. 18:30, hvor salen vil være åben. Husk at afbestille reserverede billetter nu, hvis du er forhindret i at komme. Billetpris: 95/65 kr.
Emma Froma Feil, projektleder / Jødisk Informationscenter
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Darren Aronofsky
Tre historier væves på fornem vis sammen i en stærkt personlig film, hvor Darren Aronofsky bearbejder sine nærmestes dødelighed: I vor tid kæmper lægen Tom (Hugh Jackman) for at finde en kur mod den cancer, der langsomt er ved at slå hans elskede Izzi (Rachel Weisz) ihjel. Flere hundrede år før dette sender den spanske dronning Isabella (Weisz) den loyale soldat Tomás (Jackman) ud på en rejse, for at finde et sagnomspundet træ, som hun mener kan frelse hende og hendes undersåtter fra Inkvisitionen og den katolske kirkes regime. I en unavngiven fremtid er den rejsende (Jackman) på vej igennem et uendeligt rum, med kun et døende træ og en komatøs kvinde (Weisz) som selskab.
Medvirkende: Hugh Jackman, Rachel Weisz, Ellen Burstyn, Mark Margolis
USA, 2006
35mm, 97 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 11 år