Instruktør: Caroline Attia
En poetisk kortfilm om en dreng, der lærer at stå på egne ben og opdager, at selv den barskeste natur kan være en ven. Oscar bor hos sin bedstefar i Arktis. Han har mistet sine forældre og savner dem meget. Bedstefar er fanger. Han skal ud til pakisen og jage hvaler, og Oscar skal bo hos sin tante imens. Men ved et tilfælde havner Oscar i en dragkiste, som bedstefaren tager med sig – og så er de to på hvaljagt sammen. Den strabadserende tur bliver en prøvelse for Oscar, men han træder i karakter og tager ansvar. Og da Oscar og bedstefaren er allermest i problemer, får de uventet hjælp. Filmen er en fortælling om menneskets forhold til naturen – både naturen i os selv og den natur, der omgiver os, og som det er vigtigt, at vi passer på.
Original titel: Au pays de l’Aurore Boréale
Frankrig, Schweiz, 2019
DCP, 15 min.
Dansk tale
Tilladt for alle
Instruktør: Elisabeth Aspelin
En film, der skildrer hverdagen som barn og pårørende til en person med et psykisk handicap. I filmen møder vi søskendeparret Karla og Nordahl. Karla er 6 år og kan lide at synge MGP-sange og rokke med sin rokketand. Hendes storebror Nordahl har epilepsi og er psykisk udviklingshæmmet. Karla hjælper ham gerne med de ting, han har svært ved, og derfor synes hun, at Nordahl både er hendes storebror og lillebror på samme tid. Karla elsker sin bror højt, selvom hun nogle gange synes, det er svært at have en bror, der er anderledes.
Original titel: Karla og Nordahl
Norge, 2019
DCP, 20 min.
Dansk tale
Tilladt for alle
Instruktør: Per Fly
Søren holder øje med Katrine. Gennem en kikkert. Hun er den nye nabopige. Meget sød. Hvordan får man kontakt, når man nu ikke rigtigt er stor nok til at kende spillereglerne? Jo, man tager en rød tøjelefant med en walkie-talkie i ryggen. Den placerer man, så Katrine finder den. Hun tror så henrykt, at hun har et talende tøjdyr. Men det er selvfølgelig Søren, der via sin nyttige tøjelefant snakker fra sin walkie-talkie på sikker afstand. De ufølsomme voksne afslører sagens rette sammenhæng, og magien er pist borte. Og dog. Sød walkie-talkie-musik opstår.
Danmark, 1993
35mm, 19 min.
Dansk tale
Tilladt for alle