Golden Days markerer med en festival i København - fra den 10. – 16. maj - 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. I samarbejde med Golden Days præsenterer Cinemateket to markante danske film – ’Onkel’ (2019) og ’Kunsten at græde i kor’ (2007) – der udspiller sig i Sønderjylland og skildrer en landsdel, der har sit tydelige særpræg. ’Onkel’ vil blive introduceret af filmens instruktør Frelle Petersen og ’Kunsten at græde i kor’ af forfatteren Erling Jepsen.
Instruktør: Frelle Petersen
Alene det, at man kan binde en hel sekvens sammen ved at lade en hovedkarakter sige ”nutella” i et supermarked, vidner om, at Frelle Petersens ordknappe landmandskammerspil er noget særligt. Kris på 27 er yderst beskyttende over for sin halvinvalide onkel som hun driver et mindre landbrug i Sønderjylland sammen med. Da Kris redder en kalv under en fødsel, bliver hendes interesse for dyrlægefaget igen vakt, og hun udvikler et venskab med den snakkesalige dyrlæge Johannes og opdager langsomt, at der er et liv uden for gården.
Medvirkende: Jette Søndergaard, Peter Hansen Tygesen, Ole Caspersen, Tue Frisk Petersen
Danmark, 2019
DCP, 106 min.
Dansk tale
Tilladt for alle