Wim Wenders ultimative roadmovie ‘Paris, Texas’ med introduktion af Peter Skovfoged Laursen
Instruktør: Wim Wenders
En mand dukker frem af intetheden et sted i ørkenen til de uforglemmelige toner fra Ry Cooders slideguitar. Travis gik for fire år siden fra sin kone og søn og forsvandt ud i det blå. Han opsøger nu sønnen, der er i plejefamilie, og sammen drager de af sted for at finde den forsvundne mor. ’Paris, Texas’, der har manuskript af Sam Shepard, er en film om ensomheden, det totale identitetstab og mødet med Kvinden og livet. Og så indeholder den et af filmhistoriens smukkeste øjeblikke: Peepshow-scenen, hvor Travis (Harry Dean Stanton) og ekskonen Jane (Nastassja Kinski) på smertelig vis genforenes med en tonet glasrude mellem sig, og hvor han fortæller hende sin egen historie. Han kan se hende, men hun kan ikke se ham. Wenders mesterværk vises i en nyrestaureret version.
Medvirkende: Harry Dean Stanton, Nastassja Kinski, Hunter Carson, Dean Stockwell
Original titel: Paris, Texas
Tyskland, Frankrig, 1984
35mm, 142 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år