Den står på tjekkisk øl og vin i Asta Bar, når vi skyder filmserien om den tjekkiske instruktør og animator Karel Zeman i gang den 8. december. Den Tjekkiske Ambassade byder nemlig på deres skønne nationaldrik, samt god vin, efter visningen af den yderst charmerende ‘Münchausens fantastiske oplevelser’.

Inden filmen byder ambassadøren velkommen til en filmserie om den mest indflydelsesrige tjekkiske filmskaber, du (måske) aldrig har hørt om. Introduktionen varer ca. 30 min. og foregår på engelsk.

Münchhausens fantastiske oplevelser

Instruktør: Karel Zeman



Den første mand på månen er lige landet. Det er et stort øjeblik! Men vent, Baron Münchausen er der allerede, og giver som opmuntring et lift tilbage til jorden i et skib drevet frem af bevingede heste. Herfra hvirvles astronauten med på baronens farverige eventyr, hvor de redder en prinsesse i nød og besejrer Sultanens flåde, blot for at ende i vommen af en hval. Og det er kun den halve historie.

'Baron Münchausens fantastiske oplevelser' er et visuelt overflødighedshorn fra ende til anden, hvor live action og animation smelter sammen og bliver til ren magi. Det er ikke uden grund, at instruktøren og animatoren Karel Zeman blev kaldt 'den tjekkiske Méliès'. Zemans fortolkning af Erich Raspes litterære figur er - som Zeman selv - langt hævet over historie, videnskab og virkelighed.

Vi viser en flot digital restaureret udgave af ‘Münchausens fantastiske oplevelser', som er en del af projektet 'Restoring The World of Fantasy'. Projektpartnere er The Czech Film Foundation, The Karel Zeman Museum og Czech Television i samarbejde Universal Production Partners.


Medvirkende: Milos Kopecký, Rudolf Jelínek, Jana Brejchová, Karel Höger, Eduard Kohout

Original titel: Baron Prášil / The Fabulous Baron Munchausen
Tjekkiske Republik, 1962
DCP, 82 min.
Engelske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Køb billetter

Film i serien – Karel Zeman

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle