Sindet & Filmen er et forsøg på at lade det videnskabelige og det kunstneriske blik på psyken – to ting, der ofte holdes adskilt – smelte sammen.

David Finchers nyklassiker 'Fight Club' handler bl.a. om sindsmørke, og dét tema taler erhvervspsykolog Amanda Bell om inden filmen. Hun diskuterer også efterfølgende filmen med publikum.

Amanda Bell siger:

"Mørke er et fænomen omkring os, men også inden i os. I filmen ’Fight Club’ kommer vores hovedperson i kontakt med sider af sig selv og drifter, som hidtil har ligget begravet i hans underbevidsthed. På mange måder viser filmen, hvordan sindsmørket er nuanceret: Det både skræmmer og opliver ham.

Hvorfor er der dele af vores egen bevidsthed, som vi må henlægge i mørke? Og hvilke psykologiske mekanismer er på spil, når vi narrer os selv eller overraskes af vores egne handlinger, tanker og følelser? Med hjælp fra psykologiske personlighedsteorier vil jeg i mit oplæg prøve at vise, at mørket har tusind skjulte farver og rummer både afmagt og reel menneskelig urkraft.

Bagefter glæder jeg mig til at diskutere filmen med publikum – og jeg lover ikke at spoile den forinden!”

Arrangementet er skabt i samarbejde med festivalen Don't Fear the Weird og tidsskriftet TANKEN, som du kan få gratis med på aftenen.

Introduktionen varer ca. 15 minutter - debatten bagefter 45 minutter. Begge dele foregår på dansk.

‘Fight Club’

Instruktør: David Fincher

Der er lammende knytnæveslag og knuste knogler på dagsordenen, da en livstræt forsikringsmand (Edward Norton) støder ind i den fandenivoldske Tyler Durden (Brad Pitt), der i sit arbejdsliv pisser i restaurant-gryder og splejser porno-klip ind i familiefilm. Deres møde bliver starten på en nævekamps-kult, hvor blodsudgydelser ses som et tegn på livslyst og handlekraft. "Fight Club"-konceptet spreder sig med lynets hast og vækker begejstring i en generation, der afskyr deres Ikea-helveder og middelklasse-apati.

David Finchers film – baseret på Chuck Palahniuks roman – er et festfyrværkeri af spydig og sorthumoristisk samfunds-satire, men også mere end det. Den tager blandt andet en skarp drejning mod slutningen, der på bedste 'The Usual Suspects'-manér river tæppet væk under publikum.

Brad Pitt, Edward Norton og Helena Bonham Carter har aldrig været bedre, og filmen fremstår lige så stærk og provokerende som den gjorde ved premieren for over 20 år siden.


Medvirkende: Edward Norton, Brad Pitt, Helena Bonham Carter, Meat Loaf

USA, Tyskland, 1999
35mm, 139 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Events april-maj

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle