Instruktør: Wong Kar-wai
'In the Mood for Love' er en vemodig kærlighedshistorie sat i 60'ernes Hong Kong. Naboerne hr. Chow og fru Chan finder sammen i et tavst (kærligheds)forhold, da det går op for dem, at deres ægtefæller har en affære. Filmen er et melankolsk portræt af to ensomme sjæle, der længes tilbage til det tabte øjeblik.
Hvert billede viser fraværet, det usagte, det umærkelige og det usynlige, og 'In the Mood for Love' er måske den visuelt mest fuldendte af Wong Kar-wais film. Fotografering, scenografi, kostumedesign og musik går op i en højere enhed.
Tony Leung vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes, og den stilrene film har siden opnået ikonisk status og er blevet en filmklassiker, man refererer til i kraft af dens hypnotiserende skønhed. Tøjkollektioner er tilmed blevet skabt på baggrund af filmens intense univers.
Medvirkende: Tony Leung, Maggie Cheung, Ping Lam Siu, Tung Cho 'Joe' Cheung
Original titel: Fa yeung nin wa
Hong Kong, 2000
DCP, 98 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år