I anledning af ’Africa Day’ den 25. maj (’Den afrikanske befrielsesdag’) kan du møde den danske prisvindende dokumentarist Camilla Nilsson og professor Amanda Hammar fra Center for Afrika Studier på Københavns Universitet i debat og i dialog med publikum om demokratiets tilstand i Zimbabwe og i andre nationer på det afrikanske kontinent.
Instruktør: Camilla Nielsson
Håbet om en demokratisk fremtid i Zimbabwe fik nyt liv i 2017, hvor militæret afsatte den 93-årige præsident Mugabe efter årtiers undertrykkelse. Diktatoren er borte, men gammel magt består. Det erfarer oppositionens unge leder, Nelson Chamisa, under sin første valgkamp, som ellers skulle være fri og fair. Han er nemlig ikke kun oppe imod det etablerede parti, men også mod korruption, svindel og en økonomi på afgrundens rand. Med enestående adgang til den idealistiske Chamisa og hans hold følger instruktør Camilla Nielsson slagets gang op til et valg, hvor det siddende parti kontrollerer valgsystemet, medierne og politiet, men hvor den unge generation for længst har fået nok. Chamisa selv er en eminent strateg, der læser modstandernes træk flere runder frem. Også når spillet fortsætter i en parodisk retssag efter selve valgdagen. ‘President’ er en episk og dybt medrivende film om den lange, hårde vej mod frihed og forandring.
Danmark, Norge, 2021
DCP, 115 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år