En rørende og humoristisk fortælling om kønsroller og om to menneskers kamp for at få opfyldt deres drøm om at få et barn - med instruktøren selv i den kvindelige hovedrolle.
Instruktør: Sanne This
Albert og Sanne bor i hus med katten Figaro og høns i baghaven. Og så drømmer de mere end noget andet om at få et barn. Så det prøver de på, og er allerede begyndt at forberede sig på at blive forældre. Men der sker ikke rigtig noget, og de må kaste sig ud i fertilitetsbehandling og kunstig befrugtning. Som taget ud af myten om Sisyfos, ruller Albert og Sanne den ene Webergrill efter den anden op ad bjergsiden, kun for at se dem rulle ned igen lige inden de når bjergets top. Men filmens Sanne er samtidig også filmens instruktør, så man er med til alt fra gynækologiske undersøgelser og lægesamtaler til negative graviditetstests og ægteskabelige konflikter. Og man ser parret hente æg i hønsegården i samme tempo, som Sannes æg bliver befrugtet. ’An Eternity of Me and You’ er et musikalsk kammerspil fortalt i joggingbukser om parforholdet, indgroede kønsroller og om alle de drømme, man bliver nødt til at begrave – eller grave op igen – når ræven har været der.
Danmark, 2022
DCP, 75 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år