Fire italienske venners individuelle transitionsforløb fra unge kvinder til transmænd, fortalt med et overvældende, naturligt nærvær. En ærlig og poetisk film med Elliot Page i producerstolen.
Instruktør: Nicolò Bassetti
Nic, Leo, Raff og Andrea har fundet sammen i Bologna, hvor de er i gang med hver deres transition fra unge kvinder til mænd. Med den prisvindende, canadiske skuespiller og transmand Elliot Page i producerstolen kredser ‘Into My Name’ nænsomt om de fire unges transitionsforløb og personlige fortællinger, men giver samtidig et unikt insiderindblik på hormoner, operationer, længslen efter ansigtsbehåring og vanskelighederne ved et juridisk system, der ikke rummer plads til et tredje køn. Det er en meget smuk, menneskelig og vigtig film, der lader os ane og sanse sine fire medvirkendes levede erfaring.
Italien, 2022
DCP, 94 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år