Mangler du også en sommerromance? Ville du ønske, at du var ude at rejse? Frygt ej: Mørkekammerater er her for dig. Den 15. juli viser vi Richard Linklaters skønne kærlighedsfilm ’Before Sunrise’ (1995). Den første film i hans ’Before’-trilogi, som følger amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franskmanden Céline (Julie Delphy); fra deres meet-cute i Wien til deres langvarige ægteskab som kommer på prøve under en ferie i Grækenland. Siden 1995 har Linklater genbesøgt Jesse og Célines kærlighedshistorie hvert niende år, og hvis han var fortsat, ville den fjerde film være kommet i 2022. Vi kan kun drømme os til, hvor Jesse og Céline er i dag, men du kan komme og se, hvad de foretog sig en skæbnesvanger sommerdag i 1995 hos os i Cinemateket.
Instruktør: Richard Linklater
To unge, han amerikaner, hun fransk, mødes i et tog og springer spontant af sammen i Wien. Her tilbringer de 14 timer, og alt imens de taler om livet og døden og kærligheden, kommer de meget tæt på hinanden.
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy, Rodolphe Pauly, Erni Mangold
USA, Østrig, 1995
DCP, 101 min.
Engelsk tale
Tilladt for børn over 15 år