Fat strikketøjet og sæt dig godt til rette i biografen! Cinemateket inviterer til filmklassikere og byder på en drink, så maskerne fornøjet kan flyve af pindene, mens filmen spiller. Filmen vises med en smule lys i salen imens. Billetprisen inkluderer en cocktail fra Mikropolis.
Instruktør: Roman Polanski
Roman Polanskis store gysergennembrud med Mia Farrow i rollen som Rosemary, der langsomt trækker tilskueren med ind i en tilstand af psykologisk terror. Rosemary og Guy (John Cassavetes) flytter ind i en mondæn lejlighed i New York. Naboerne, et ældre snakkesaligt ægtepar, påtvinger sig de to unges venskab, og da Rosemary bliver gravid – under meget usædvanlige omstændigheder – føler hun, at naboernes interesse for det kommende barn antager foruroligende dimensioner. Spørgsmålet er, om hun er offer for en graviditetspsykose eller en djævelsk sammensværgelse, som også ægtemanden er involveret i? Krzysztof Komedas mesterværk af et soundtrack og hans berømte vuggevise-tema (sunget af Mia Farrow) bidrager uforligneligt til filmens krybende uhygge.
Medvirkende: Mia Farrow, John Cassavetes, Ruth Gordon, Sidney Blackmer
Original titel: Rosemary's Baby
USA, 1968
35mm, 137 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år