Mange har lige præcis dén yndlingsfilm, som de altid vender tilbage til. Den film, der åbenbarer verden og forklarer alt. Weekendavisens skribenter præsenterer i 2023 de film, de elsker mest, og fortæller hvorfor.

I det fjerde arrangement introducerer Synne Rifbjerg og Emma Rosenzweig ‘Uskyldens år’ og begrunder deres valg således: "Det er et af de lykkeligste møder mellem film og litteratur, man kan drømme om, når Martin Scorsese lader Edith Whartons mesterlige roman fra 1920, ‘Uskyldens år’, der foregår i New York i 1870’erne og handler om sammenstødet mellem pligt og lidenskab, folde sig ud på lærredet. Resultatet er en sand extravaganza! Det er første gang, Scorsese ikke bruger vold udtrykt gennem slåskamp og våben, men subtilt ved hjælp af undertrykkelse og stilhed. Det er overklassens benhårde sociale kontrol, der forhindrer kærligheden i at sejre, men sjældent set i en mere sensuel og overdådig indpakning. Spækket med poesi og emotionel nerve, en af Scorseses bedste."

Synne Rifbjerg og Emma Rosenzweig, kulturjournalister / Weekendavisen

Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket

Uskyldens år

Instruktør: Martin Scorsese

Martin Scorseses storslåede historiske drama er en filmatisering af Edith Whartons prisvindende roman af samme navn. Den tegner et portræt af den unge velhavende advokat Newland Archer (Daniel Day-Lewis), der er fanget mellem to kvinder og to verdener. Baggrunden er det bedre borgerskab i 1870’ernes New York – en verden præget af sociale ceremonier og ødsel overdådighed, men også af forstillelse og rigide normer, der dækker over en social brutalitet. Newland er forlovet med den unge smukke og yderst korrekte May Welland (Winona Ryder), men forelsker sig i Mays kusine (Michelle Pfeiffer), der er lidenskabelig og selvstændig. En film fuld af skønhed og smertende længsel – filmet i det New York, som Scorsese kender så godt.


Medvirkende: Daniel Day-Lewis, Michelle Pfeiffer, Winona Ryder

Original titel: The Age of Innocence
USA, 1993
DCP 4K, 138 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – EVENTS november

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle