‘Tigers’ vises med en kort velkomst ved festivalen Don‘t Fear the Weird.
Filmen vises i forlængelse af talken ’Tabuer om psykisk sygdom i eliteidræt’, hvor blandt andre tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt deltager. Talken er gratis og finder sted i Asta Bar kl. 19.30.
Instruktør: Ronnie Sandahl
Filmen er et svensk drama baseret på den sande historie om Martin Bengtsson – Sveriges mest lovende fodboldtalent siden Zlatan Ibrahimovic. Filmen tager os helt ind i kernen af elitefodbold og den pris, mange betaler i form af psykisk overbelastning – oftest uden at vi hører om det.
Som 16-årig går Martin Bengtsson drengedrøm i opfyldelse: Han bliver købt af den italienske topklub Inter i Milano. Han træder ind i en verden, hvor indsats betyder alt, hvor lydighed og regler er indiskutable. Det er hans livs chance – men til hvilken pris?
Mens han vænnes til en virkelighed, hvor alt og alle er til salg, får Martin svært ved at skelne opofrelse fra underkastelse, glæde fra smerte, ven fra fjende. Frataget alt, der minder om privatliv og integritet, skubbes han helt ud til kanten, indtil der til sidst ikke er nogen vej tilbage.
Medvirkende: Erik Enge, Alfred Enoch, Maurizio Lombardi, Lino Musella
Original titel: Tigrar
Sverige, Danmark, 2020
DCP, 116 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år