Instruktør: David Lynch
Sammen med Oliver Stones ’Natural Born Killers’ (1994) står David Lynchs ’Vilde hjerter’ som den postmoderne kulmination på road movie-genren.
I et rent eventyrunivers – bygget over eviggrønne ’Troldmanden fra Oz’ – lader Lynch sine hovedpersoner, Lula (Laura Dern) og Sailor (Nicolas Cage), mødes om Marlon Brandos gamle slangeskindsjakke (’Manden i slangeskind’) i en af filmhistoriens mest signifikante couple-on-the-run-film. Jakken er et symbol på individualitet, frihed og rock'n'roll, men samtidig er Sailor en omvandrende kliché, som stort set kun kan udtrykke sig i citater. Kitsch møder således kunst på en dragende og excentrisk måde, der velfortjent fik Guldpalmen i Cannes i 1990.
Medvirkende: Nicolas Cage, Laura Dern, Willem Dafoe, J.E. Freeman
Original titel: Wild at Heart
USA, 1990
DCP, 124 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år