Introduktion den 4. februar ved David M. Larsson som åbning af Filosofisk Filmfestival:

"'Waking Life' kan sagtens ses og nydes uden kendskab til filosofiens kloge hoveder, der bliver projiceret ind i filmen i uventede skikkelser," siger oplægsholder David M. Larsson og uddyber:

"Inspirationskilderne spænder fra den berømte filosofiprofessor Robert C. Solomon, som fører os ind i eksistentialismens bløde favntag, til den i dag berygtede (og dømte) konspirationsteoretiker Alex Jones, der med sin sylespidse retorik langer ud efter magthaverne og samtidig giver os et forvarsel om tonen i de efterfølgende årtiers amerikanske politik.

Glid med ned ad strømmen og nyd de mange andre filosofiske referencer undervejs, som også omfatter daoismen, buddhismen og vedanta-filosofi, mens du stiller dig selv spørgsmålet: Hvordan ved jeg egentlig, at jeg ikke er fanget midt i en drøm?"

Introduktionen varer 30 minutter og foregår på dansk.

Waking Life

Instruktør: Richard Linklater

”You’re either sleep-walking through your waking world, or ‘wake-walking’ through your dreams,” siger en af de rotoskop-animerede karakterer i ‘Waking Life’.

Lyder det kryptisk, så er det ikke helt ved siden af. Richard Linklater (kendt for bl.a. ‘Before’-tilogien og ‘Boyhood’) har skabt en drømmelabyrint, en animeret snakkefilm, hvor bevidsthed, liv, død, drøm og virkelighed er kun nogle af de emner, der diskuteres af det store, excentriske persongalleri. Karaktererne i filmen personificerer en række filosofiske positioner.

Vores guide igennem det løse narrativ er en ung mand (Wiley Wiggins), som bevidner de mange monologer og ikke helt ved, om han drømmer eller er vågen.

Billedsidens flydende og maleriske stil bringer os i tråd med filmens tema væk fra den vågne tilstands realisme.


Medvirkende: Wiley Wiggins, Ethan Hawke, Julie Delpy, Adam Goldberg

USA, 2001
Blu-Ray, 99 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Filosofisk Filmfestival 2024

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle