Filmen vises med et kort oplæg og invitation til efterfølgende publikumssamtale med Nis Bjarnhof.
Nis Bjarnhof er uddannet filosof og filosofisk praktiker, har arbejdet indenfor socialpsykiatrien og i forskellige psykiatri-aktivistiske foreninger. Han er cand.mag i filosofi og statskundskab, tidligere leder af foreningen Outsideren, som han aktuelt leder en filosofisk læsekreds hos.
Det er i øvrigt et forløb, der netop er blevet tildelt prisen for Årets Filosofiske Initiativ af Dansk Selskab for Filosofisk Praksis. Det kan du læse mere om her: https://outsideren.dk/outsiderfilosofi/
Nis Bjarnhof siger:
”At være filosofisk er for mig en stadig intensivering og reflektering af hverdagslivet, med støtte fra alle vores kulturs bedste værker. Gennem det kan der findes veje, selv når der ikke er noget at gøre, og selv det mest banale kan gøres spændende og afgørende.”
Oplæg og samtale varer i alt ca. 30 minutter og foregår på dansk.
Instruktør: Ingmar Bergman
‘Persona’ er for mange Bergmans største mesterværk og hans mest nybrydende film: En foruroligende og fascinerende meditation over den menneskelige personligheds flygtige natur – og filmmediets lige så flygtige virkelighed.
Elisabeth (Liv Ullmann) er teaterskuespillerinden, der mister evnen til at tale. Hun passes af en sygeplejerske (Bibi Andersson), og de udvikler et symbiotisk forhold i en sådan grad, at deres identiteter efterhånden begynder at smelte sammen – en proces, der illustreres i et af filmens mest berømte billeder, hvor de to kvinders ansigter bliver til ét.
Bergman opløser den klassiske fortællings ‘persona’ og punkterer historien ved at vise billeder af en film, der kører gennem en projektor: En nærmest Godard’sk påmindelse om, at dette er film og ikke virkelighed.
Medvirkende: Bibi Andersson, Liv Ullmann, Margaretha Krook, Gunnar Björnstrand
Original titel: Persona
Sverige, 1966
DCP, 81 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år